Vedtægter

For

”Grundejerforeningen Grønningen”

§1.

Foreningens navn er ”Grundejerforeningen Grønningen”. Foreningens hjemsted er Stensballe pr. 8700 Horsens.

§2.

Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes nuværende og fremtidige fælles interesser af enhver art i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme.

Grundejerforeningens bestyrelse er efter generalforsamlingens nærmere direktiver berettiget til at inddrive og administrere de midler, der er nødvendige, for at foreningens formål kan realiseres derunder berettiget til at tegne foreningen – og dermed de enkelte medlemmer – i alle foreningens anliggender.

Foreningen er i forhold til det enkelte medlem berettiget og forpligtet til at tage skøde på de til udstykningsområdet hørende fællesarealer med herpå værende anlæg, samt berettiget til at træffe nærmere beslutning om fællesarealernes fremtidige udformning og anvendelse.

Foreningens bestyrelse kan i forbindelse hermed udfærdige et ordensreglement,  hvis indhold dog forinden det er bindende, skal godkendes under en generalforsamling med 2/3 flertal – og i øvrigt rundsendes til de enkelte medlemmer.

Foreningen skal være berettiget til med 2/3 majoritet af de på generalforsamlingen mødende medlemmer at træffe bestemmelse om, at også ejere af grunde udenfor foreningens område kan være medlemmer.

§3.

Grundejerforeningens medlemskreds er de til enhver tid værende ejere af ejendomme – bebyggede såvel som ubebyggede – der er beliggende under adressen Grønningen, Stensballe, jfr. § 7 i en på de enkelte ejendomme den 21.5 1969 tinglyst deklaration.

Når et medlem overdrager sin parcel eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er han fra overtagelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue. Eventuel refusion af erlagt medlemskontingent er grundejerforeningen uvedkommende. Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for restancer overfor foreningen, indtil en nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne.

Både den tidligere og den nye ejer er pligtig at anmelde ejerskifte til foreningen ved dennes kasserer og oplyse den nye ejers navn, stilling og bopæl, samt matr. nr.

§4.

Foreningens forpligtelser hæfter medlemmerne i forhold til tredjemand solidarisk – idet de enkelte medlemmers indbyrdes hæftelse dog er begrænset til pro rata hæftelse.

Ved foreningens oprettelse betales af hvert medlem for hver ejendom, han ejer, et indskud på kr. 200,00 der forfalder til betaling senest 2 måneder efter den stiftede generalforsamling. Der skal ikke betales indskud ved senere ejerskifte.

I øvrigt betaler hvert medlem for hver ejendom, han ejer, et årligt kontingent til foreningens administration og udgifter, at erlægge forud den 2. januar, dog første gang senest 10. marts for det pågældende kalenderår. Det årlige kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling.

Er et medlem mere end 1 måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen.

Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, endvidere skal der betales et administrationstillæg for restancen, svarende til ¼ af årskontingentet.

Et sådant administrationstillæg kan efter bestyrelsens beslutning opkræves særskilt efter ovenstående retningslinier – eller tillægges det kommende årskontingent.

Er restancen ikke indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling, fortabes retten til at deltage i afstemningen på generalforsamlingen samt valgbarhed.

§5.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert medlem under de i medlemsprotokollen anførte adresser.

Dagsorden, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen.

Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage inden generalforsamlingen.

Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning. På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning om det forløbende år.
  3. Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisorer.
  4. Rettidigt indkomne forslag.
  5. Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.
  7. Valg af to revisorer.
  8. Valg af to revisorsuppleanter.
  9. Eventuelt.

§6.

Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst ¼ af foreningens medlemmer – der ikke er i restance til foreningen – til bestyrelsen indgiver motiveret begæring med angivelse af dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling. Når sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger fra dennes modtagelse.

Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling afholdt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.

§7.

Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagens behandlingsmåde og stemmeafgivelse.

Hvert medlem (hver husstand) har en stemme for hver ejendom, han eller hun ejer.

Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre generalforsamlingen eller dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig.

Afstemningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end en fuldmagt.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal jfr. dog § 2 og 8.

Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.

§8.

Generalforsamlingsbeslutninger – der går ud på foreningens nedlæggelse, ændring af foreningens vedtægter eller et gældende ordensreglement, ændret anvendelse af fællesarealer, bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg om yderligere indskud fra medlemmernes side samt optagelse af lån og større beslutninger, hvis realisation kræver midler udover foreningsformuen – kræver for at være gyldig, at de er vedtaget med mindst 2/3 majoritet, såvel udregnet efter medlemstal som efter antal mødte på generalforsamlingen.

Opnås 2/3 majoritet blandt de mødte, uden at disse tillige udgør 2/3 af den samlede kendte medlemskreds, kan beslutningen vedtages under en ny generalforsamling, der skal afholdes inden en måned, forudsat at beslutningen her opnår tiltrædelse af 2/3 af de mødte – under hensyn til, hvor stor en procentdel disse udgør af den samlede medlemskreds.

Sidstnævnte regler for vedtagelse skal udtrykkeligt fremgå af medlemsindkaldelsen til generalforsamling nr. 2.

§9.

Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer, valgt blandt foreningens medlemmer.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand

Af bestyrelsen afgår hvert år henholdsvis 2 og 3 medlemmer

Har flere fungeret lige længe, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal afgå. Afgående bestyrelsesmedlemmer kan genvælges. Såfremt der mellem 2 ordinære generalforsamlinger afgår 1 eller flere medlemmer af bestyrelsen, indtræder suppleanterne efter tur.

Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot et medlem af bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen, og suppleanten for ham indtræder da i hans sted.

Hvert medlem må højest stemme på det antal kandidater, der skal vælges.

Hvis flere af de foreslåede har lige mange stemmer, uden at de alle dermed er valgte, foretages for disse kandidaters vedkommende omvalg. I tilfælde af stemmelighed ved omvalget sker valget ved lodtrækning.

Bestyrelsen konstituerer sig selv.

§10.

Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed – herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg – og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen er dog berettiget til at ansætte og bestemme aflønningen m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af eventuelle fælles anlæg. Der afholdes møde, så ofte formanden eller to medlemmer finder det nødvendigt. Over det under forhandlingerne passerede føres en protokol, der skal fremlægges og godkendes af bestyrelsen på det følgende bestyrelsesmøde.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer giver møde.

Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§11.

Foreningen tegnes overfor tredjemand af et flertal af bestyrelsen, eller formanden og kassereren i forening. Ved alle større beslutninger set i forhold til foreningsformuen samt ved låneoptagelse tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.

§12.

Til at revidere foreningens regnskab vælges på generalforsamlingen 2 revisorer, der ikke må være medlemmer af bestyrelsen.

§13.

Regnskabsåret er kalenderåret.

Inden hvert års 1. februar afleveres årsregnskabet til bestyrelsens formand, der sender det til revisorerne.

Derefter forelægges regnskabet for bestyrelsen til godkendelse.

Første regnskabsår går dog fra den                  til

Vedtægtsændringer

Nedenstående vedtægtsændringer blev vedtaget på stiftende generalforsamling d. 25.3.1980 for ”Grundejerforeningen Grønningen”:

Ad § 2, som nyt afsnit 2:

”Den til enhver tid værende bestyrelse og foreningens medlemmer, er forpligtiget til at respektere den mulige forskellige hæftelse, som måtte følge af, at de på de enkelte ejendomme tinglyste deklarationer har forskelligt indhold.”

Ad § 3, som et nyt punkt til afsnittet:

”Under medlemskredsen hører endvidere de grundejere, der måtte blive godkendt som medlemmer, i henhold til § 2 sidste afsnit.”

Ad § 4, som et nyt afsnit 2:

”Foreningens bestyrelse er ikke berettiget til at pålægge de enkelte medlemmer solidarisk hæftelse for foreningens forpligtigelser.”

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 25.03.1980 og rettet efter ekstra ordinær forsamling den 16.04.2018.